Syge børn

Syge børn

Børn bliver som hovedregel tit og ofte syge og kan endda have høj feber uden at være særligt påvirkede af det. Heldigvis går det i langt de fleste tilfælde hurtigt over igen uden anden form for behandling end kærlig pleje. Men der er nogle tommelfingerregler for, hvad du skal holde øje med, og hvornår du skal ringe til lægen.

Det er vigtigt, at dit barns almene tilstand er god. Det betyder, at så længe barnet drikker, tisser, trækker vejret normalt og er almindeligt interesseret i sine omgivelser, er der ingen grund til alarm. Hvis der er problemer med nogle af de nævnte ting, eller hvis barnet er omtåget, sløvt og fraværende, usædvanlig blegt eller meget følsom over for lys og lyd, skal du kontakte lægen.

Få gode råd fra sundhedsplejersken

Lene Møller er leder af den kommunale sundhedstjeneste i Rødovre Kommune. Hun er uddannet sygeplejerske, sundhedsplejerske, familieterapeut og har en Master i Sundhedspædagogik.

Her kan du se hendes gode råd om pleje af syge børn generelt:

Børn under 1 år

Syge børn under et år skal først og fremmest have omsorg og være nær deres forældre. De skal have den mad, de har lyst til. Dvs. hvis du ammer, og barnet ikke spiser, skal du lægge barnet til oftere, så barnet får bare lidt hver gang. Ellers samme metode med flasken. Hvis de har feber, har de brug for ekstra væske i form af vand. Det kan du give på en ske til de helt små, hvorimod børn over seks måneder godt kan drikke vand af en kop.

Der er ingen grund til at tage temperaturen hele tiden på små børn. Det kan forvirre mere end godt er, fordi temperaturen kan svinge meget. Sørg i stedet for, at dit barn ikke er for varmt eller for koldt. Du kan mærke efter i nakken, som skal føles varm, tør og behagelig. Hvis du kan se eller mærke, at barnet har det for varmt, kan du skifte dynen ud med et lagen, indtil barnet er kølet lidt ned.

Børn med feber skal ikke udenfor at sove.

Ring til din sundhedsplejerske

Andre steder her på Pinex.dk kan du se, hvornår du skal kontakte lægen. Men hvis du føler dig usikker eller er bekymret for dit barn, kan du altid ringe til din sundhedsplejerske. Hun kan hurtigt hjælpe dig med gode råd og nogle opklarende spørgsmål, så du kan føle dig tryg med dit syge barn. Også Falck har et abonnement, hvor du hver dag mellem kl. 17 og 22 kan tale med en sundhedsplejerske.

Børn over 1 år

Børn over 1 år skal have også rigeligt med vand, når de har feber og må så i øvrigt spise, hvad de har lyst til. Frugt og havregrød er fx godt til syge børn. Varm kakao er dejligt, hvis man har ondt i halsen, og mange børn har også lyst til is, når de ikke er friske.

Behøver ikke ligge i sengen 

Lad bare dit barn gå rundt indenfor og lege, som han eller hun vil. Børn regulerer selv, hvor meget de kan i forhold til deres sygdom. De skal ikke ligge i sengen, faktisk er det bedre for dem at være oppe, så længe de er varmt klædt på. Sørg især altid for varme fødder. Kroppen kan ikke selv holde sig varm, når man har feber.

Blive hjemme fra daginstitution 

Hvis dit barn har feber, diaré eller kaster op, skal du beholde barnet hjemme. De smitter nemlig og kommer sig hurtigere hjemme, hvor de kan få den omsorg, de har brug for. Børn med let forkølelse, som ellers er upåvirkede, må derimod gerne komme i institution.

Hygiejnen er vigtig 

Med eller uden syge børn i hjemmet er den daglige hygiejne vigtigere, end de fleste er klar over. Undersøgelser har vist, at bare ved at vaske hænder tre gange om dagen, kan vi nedbringe sygeligheden med 30%.

Gode vaner i hverdagen   

Men når du har syge børn, er det selvfølgelig særlig vigtigt at begrænse smitten, så her er nogle råd, der er gode at følge hver dag.

 

Men husk hovedreglen: Vask altid hænder mindst tre gange om dagen!

Og sørg for, at det er let for barnet at stå ved håndvasken, så de kan vaske deres hænder. Gode vaner grundlægges tidligt.